

Byrådet vil:
Arbejde for at udbygge nettet af cykelstier langs de mest trafikerede veje.
Gøre det mere trygt og sikkert at cykle til skole, arbejde og fritidsaktiviteter.
Forbedre adgangen til naturområder, eksempelvis ved at skabe sammenhæng mellem stier og ruter for cyklende og gående.
Et godt og sammenhængende stinet medvirker til, at flere vil cykle og lade bilen stå på korte ture, eksempelvis til arbejde, fritidsaktiviteter og indkøb. Byrådet vil fortsat udbygge stinettet.
Kommunens nye infrastrukturplan (inklusiv cykelstiplan) sætter nye rammer for at klassificere stinettet efter funktion. Cykelstier og -faciliteter er nu inddelt i de 3 nedenstående funktioner:
- Hovedstier
- Skolekorridorer
- Rekreative stier
Ud over disse indeholder kommuneplanen også udpegning af "Andre stier".
Hovedstier
Byrådet vil fokusere på nye hovedstier langs de mest trafikerede veje. Hovedstier kan være afmærket med cykelbaner som 2-minus-1-veje og anlagt med cykelstier.
Huller mellem eksisterende cykelstier lukkes, og cykelstier langs indfaldsveje og andre trafikerede veje etableres.
Skolekorridorer
Byrådet vil skabe trygge og sikre veje for skolebørn ved at udpege skolekorridorer mellem boligområder og skoler. En skolekorridor er defineret som en rute, hvor der er faciliteter, som understøtter børn i at transportere sig selv mellem hjem og skole.
En skolekorridor kan være veje, hvor den tilladte hastighed er 40 km/t med fartdæmpere. Der kan være lyskryds eller krydsningsheller, hvor eleverne skal krydse trafikerede veje. Der kan være skolepatrulje. En skolekorridor vil ikke altid være den mest direkte vej, og der kan være steder, hvor det vil være nødvendigt, at eleven trækker med cyklen på fortov eller cykelsti på en kort strækning.
Rekreative stier
Rekreative stier giver adgang til naturen. Cykelruter ad mindre veje vil fortsat medvirke til oplevelsesture i naturområder i kommunen til glæde for både borgere og turister.
Rekreative stier i eget tracé ligger separat i naturen mellem byer og kan have skiltning med regionale og nationale ruter. De rekreative stier bruges af fx pendlere og fritidscyklister. Oftest er de rekreative stier grusstier uden belysning.
Rekreative veje er mindre trafikerede veje, som med skiltning i sommerhalvåret kan anvendes til at vise trafikanter, at de smalle veje benyttes af cyklister og gående på vejen.
Andre stier
Lokalt kan andre stier medvirke til, at hovedstinettet bliver mere tilgængeligt fra boliger eller andre funktioner ved at skabe mere direkte og kortere forbindelser.
Retningslinjer:
Sr. 1
Arealer reserveres og prioriteres til de på kortet viste stier. Sammenhæng imellem stierne skal sikres både i byer, mellem byerne og gennem naturområder.
Byrådet har vedtaget en infrastrukturplan med tilhørende plan for cykelstier og -faciliteter. Planen vil følge op på FN’s verdensmål om sundhed og trivsel ved at understøtte borgere i at bevæge sig mere. Bevægelse ved cykling, gang og løb vil forbedre borgernes sundhed. Verdensmålet om bæredygtige byer og lokalsamfund vil ligeledes blive styrket med mindre CO2-udledning fra transporten og mindre trængsel af biler, når flere vælger at cykle og gå fremfor at køre i bil.
Infrastrukturplanen beskriver, hvor byrådet vil udbygge stinettet. Cykelstier langs de mest trafikerede veje skal understøtte transport på cykel mellem arbejde og hjem. Skolekorridorer skal understøtte børn i at færdes på cykel til og fra skole. Rekreative stier skal give flere adgang til naturen.
Disse stier skal medvirke til at øge andelen af voksne og børn, som vælger cyklen på korte og lidt længere ture.
Sr. 2
Stier og andre tiltag i skolekorridorer prioriteres højt.
Formålet med at prioritere skolekorridorer er at understøtte børn i at gå eller cykle til og fra skole. Stier og andre tiltag i de udpegede skolekorridorer skal medvirke til, at ruten opleves som tryg og sikker.
Sr. 3
Rekreative stier prioriteres i naturområder og som adgang til naturområder.
Nettet af rekreative stier skal sikre en god tilgængelighed til naturområder. De rekreative stier går gennem naturskønne områder og danner forbindelser mellem byer og naturområder. Vandre- og cykelruter markeres med skilte.
STATUS PÅ PLAN
Vedtaget
FN'S 17 VERDENSMÅL
Dette tema bidrager til følgende verdensmål: