Begrebsdefinitioner

Anvendelsen af de enkelte erhvervsområder præciseres ved miljøklasser og er angivet i de specifikke rammer. For at forebygge miljøkonflikter inddeles erhverv i syv miljøklasser, som lægges til grund for placeringen af erhvervsvirksomheder. Miljøklasserne fremgår af nedenstående tabel.

Miljøklasserne er udtryk for virksomhedens miljøpåvirkning på omgivelserne i forhold til, hvor meget virksomheden erfaringsmæssigt belaster omgivelserne med bl.a. støj, rystelser, støv og trafik. Afstandskravene er vejledende, og udbedrende miljøforanstaltninger som fx støjvolde kan mindske afstandskravet.

Miljøfølsom anvendelse er f.eks. boliger, institutioner, hoteller, rekreative områder, kolonihaveområder og lignende.

Angiver bebyggelsens maksimale bygningshøjde målt fra naturligt terræn eller fra et nærmere fastlagt niveauplan ved skrånende terræn.

Til etageantallet medregnes kældre, hvor loftet ligger mere end 1,25 m over terræn, samt kældre, der ved terrænspring har mindst én frilagt facadeside og derved fremstår som en fuld etage.

Hvor terrænforhold og særlige bygningsmæssige forhold giver mulighed for det, kan bebyggelse i én etage fremstå i 2 etager mod lavest liggende terræn. Den ekstra etage fremkommer ved helt eller delvist frilagt kælder på mindst en facadeside.

Med bebyggelse i 1½ etage menes udnyttelige tagetager, uanset om etagen faktisk udnyttes eller ej - og uanset at denne i henhold Bygningsreglementets beregningsregler regnes som en fuld etage. En udnyttelig tagetage er en tagetage med trempelkonstruktion og/eller med en taghældning på mere end 30 grader. Åbne opholdsarealer eller terrasser på bygningens tag regnes som en fuld etage.

Tofamiliehus: Én bygning med to selvstændige lejligheder/boliger, som er adskilt af et vandret lejlighedsskel. Dvs. at boligerne er placeret ovenpå hinanden.

Dobbelthus: Én bygning med to selvstændige boliger, som er adskilt af et lodret lejlighedsskel. Dvs. at boligerne er placeret ved siden af hinanden (sammenbygget).

Bebyggelsesprocenten er fastsat i de specifikke rammer og er tilpasset de konkrete områdes karakter og tæthed, hvorfor bebyggelsesprocenten kan være højere end de generelle byggeretter i bygningsreglementet.

Bebyggelsesprocenten beregnes ud fra reglerne i bygningsreglementet som det samlede etageareals procentvise andel af den enkelte matrikel. I forbindelse med lokalplanlægning kan en højere bebyggelsesprocent tillades for den enkelte grund, så længe områdets samlede bebyggelsesprocent ikke overstiger den, der er angivet i kommuneplanen.

Henvisning til Bygningsreglementet ses af link i boks nedenfor.

Alle de arealer, der ikke er bebyggede kaldes friarealer. Friarealerne danner rammen om bebyggelsen og sikrer sammenhængen med den omgivende grønne struktur og landskab. Friarealerne kan give lys og luft mellem bebyggelsen og bruges ofte til veje, parkering, beplantning og opholdsarealer.

Opholdsarealer er områder, der ved placering og indretning giver gode muligheder for at tage ophold. Gode opholdsarealer er ofte skærmet for vind og indrettet med sidde- og aktivitetsmuligheder. Fælles opholdsarealer skal placeres i umiddelbar nærhed af de boliger eller erhverv de hører til og være lette at komme til. I de generelle rammer angives, hvilke opholdsarealer, der skal sikres i forbindelse med nybyggeri og planlægning. Områderne betragtes som støjfølsom anvendelse.

Danmark er inddelt i tre zoner: Byzone, landzone og sommerhusområde. Mens landzonen i vid udstrækning er forbeholdt landbrugs- og skoverhverv og skal friholdes for egentlig byudvikling, er der i byzone og sommerhusområde en egentlig byggeret, jf. byggeloven. Byggeretten defineres af enten lokalplan eller af bygningsreglementet. Arealer kan kun overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde ved lokalplanlægning. Tilbageførsel til landzone kan ske ved ophævelse af lokalplan.